En sommer uden jordbær er som en sommer uden sol ik?
Så har det ikke rigtig været sommer.
Jeg elsker jordbær og vil i dag dele opskriften på min yndlingstærte med jordbær, som både er glutenfri og vegansk.
Jeg lavede den i sin tid sammen med Maria fra Vanløse Blues til én af vores dengang populære e-bogen og vi endte med at kalde den TÆRTEN.
Glæd dig til den - den er himmelsk!
OPSKRIFT PÅ GLUTENFRI OG VEGANSK JORDBÆRTÆRTE
6-8 personer.
INGREDIENSER TIL BUNDEN:
-
160 g. rismel
- 70 g. boghvedemel
- 4 spsk. kokosolie
- 3 spsk. kokossirup
- 1/2 tsk. salt
- 3 spsk. koldt vand
- 80 g. mørk chokolade
- 400 g. friske jordbær (eller andre bær/frugter), i kvarte
INGREDIENSER TIL KOKOSFLØDESKUM:
- 2 dåser kokosmælk, stået i køleskabet natten over.
- 1 tsk. vaniljepulver
- evt. kokossirup til sødning
FREMGANGSMÅDE:
Tip: Tricket til en succesfuld kokosskum er at lade kokosmælken stå på køl natten over og at kokosmælk, skål og piskeris har samme temperatur. Stil derfor skålen du skal piske i og piskerisene i køleskabet i ca. 30 min. inden du skal lave kokosflødeskummet.
Tænd ovnen på 200 grader.
Bland mel og salt sammen i en skål. Tilsæt kokosolie og med hænderne fordeles det til en smuldret dej. Tilsæt kokossirup og koldt vand og ælt det til en dej.
Pres dejen ud i en 20 cm. bageform. Bag tærtebunden i 15 min. eller til den er gylden. Sæt derefter tærtebunden med formen i køleskabet og lad den køle helt ned.
Når bunden er kølet helt af, smeltes chokoladen over et vandbad. Hæld chokoladen i bunden og vip den rundt til chokoladen er jævnt fordelt.
Sæt bunden i fryseren i ca. 10-15 min. så chokoladen kan størkne. Imens laves kokoscremen.
Pisk kokos i den kolde skål indtil det er helt fluffy.
Fyld kokosflødeskummet i bunden, top med friske jordbær/andre frugter og drys evt. med hakket mørk chokolade.
Server og nyd!